Udskriv
PDF

Blindtegning - hvad er det?

blindtegningEn blindtegning er en tegning du laver af din ene hånd uden at kigge på papiret. Hvis du er højrehåndet holder du venstre hånd op med håndfladen vendt mod dig selv. Du betragter hånden mens du med højre hånd tegner hvad du ser uden at kigge på papiret. Tegn fra under tommelfingeren rundt om alle fingre og slut under lillefingeren. Tegningen vil vise hvor du bruger din energi lige nu. Den vil også fortælle noget om din personlighed og hvad du er optaget af for tiden.

 

Du kan få tolket en blindtegning ved at sende den til mig, og det du får tilbage kan f.eks se ud som følger:

Til ...

Husk når du læser nedenstående at det er et øjebliksbillede. Tag hvad du kan bruge og gerne i overført betydning. Det ser ud som om du er et ordensmenneske som godt kan lide struktur. Du er planlæggende, fremsynet og "kassen skal stemme". Du er omhyggelig og grundig med at afslutte, hvad du er begyndt på. Tegningen kan minde om en indianer, og det tyder på at du er tæt på og i samklang med naturen. Tænk på hvad indianeren ellers står for.

Tommelfinger (Mars) står for vilje, logik og fysik (og potens!).

Du sætter pris på at være velplejet, har et godt helbred, men er for tiden lidt slidt (stregen er lidt rystet på undersiden). Du er samarbejdsvillig men ved også godt hvor langt du vil gå – en stærk vilje. Du har vendt blikket lidt indad og ser for tiden lidt på dine egne behov. Din familie fylder ikke så meget i din bevidsthed lige nu.

Pegefinger (Jupiter) står for arbejde, ambitioner og økonomi. Du er planlæggende og ambitiøs. Der er for tiden masser af aktivitet (rystet streg) og du er måske en lille smule usikker. Du kan bedst lide at have overblikket, men der er for tiden flere uklare faktorer. (Der er taget en bid af det øverste led) Du er mere ved at lægge noget fra dig end at starte nyt op.

Langemand (Saturn) står for dit indre, din psykiske rygrad, overblik, dit åndelige ståsted, retfærdighed og ansvar. Du har et godt overblik over din situation, og her er også "gang i den". Masser af tanker, som der også bliver handlet på. Du giver meget af dig selv. En bule midt på fingeren betyder, at du bruger dig selv aktivt i en eller anden sammenhæng.

Ringfinger (Apollon) Kunst, ånd kærlighed, sol, succes. Der er ikke så mange nye tanker på vej på området. Du drømmer ikke om prinsessen på den hvide hest. Du arbejder meget med kærligheden, og det ser ud som om noget nyt er på vej (bulen) Stregen er lidt rystet, så der er aktivitet/stress. Fingeren hælder lidt væk fra dit ego, så der er måske noget du tager lidt afstand fra.

Lillefinger (Merkur) Kommunikation, diplomati, forelskelse, musik, fest og farver. Du vil gerne være klar og ren i din tale (form som en madonna mod ringfinger) og det gør at du af og til kan udtrykke dig lidt floromvundet. Humoristisk. Du vil godt høre til blandt "de rigtige" (kunst, ånd) og du integrerer gerne disse emner i samtalen. Glæder dig til fremtiden, men taler ikke så meget om den. Holder lidt igen. Stregen under lillefingeren viser at du har masser af håb og tillid til fremtiden. Du er fantasifuld, kreativ og har interesse i både psykologi og filosofi. Lad det komme op i lillefingeren og slå dig løs.

Mellemrummet mellem tommel og pegefingeren viser at du overkommer og griber om rigtig meget. De kan bare komme an. Mellem pege og langemand viser dygtighed til at strukturere og planlægge hverdagen. Mellem lange og ringfingeren er det mere en snabel. Du er nede og undersøge det grundlæggende i din personlighed. Hvad er nu meningen med det hele og mig selv. Hvad med kærligheden? Kanten af ringfingeren er mere spændende på siden mod langemand end mod lillefingeren, så energien bliver brugt på dig selv og dit indre. Mellemrum mellem ring og lille finger er også en snabel så måske handler det også om overvejelser om hvordan du får sat ord på. Det som først falder i øjnene er din enorme energi og lyst til at gribe fat. Det som kunne være oplagt for dig at arbejde med er den mere åndelige side af tilværelsen, kærlighed og kommunikation i den sammenhæng.

Held og lykke, Anne Marie.

Fra mig til dig

Nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet og læs når jeg har noget på hjerte.