I går aftes var jeg til foredrag med Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet.  Hun fortalte om sin nye bog, ”Mit mellemnavn er vrede” og det gjorde hun helt fantastisk gribende. Lisbeths barndom har været helt frygtelig på stort set alle områder, og hun har formået at bryde med familiemønstret i højeste postens. Hun har skrevet bogen i en nøgtern tone og forholder sig loyalt til det hun kommer fra, helt uden skam eller med behov for at give nogen skylden. Hele dagen i dag har jeg gået rundt med tankerne fra i går. Oftere end nogensinde dukker sagerne op i nyhederne og statistikkerne viser at det handler om mere end 120000 børn som lever med omsorgssvigt i familier tynget af misbrug, Mange voksne børn af alkoholikere fortæller at de kan huske en voksen, som tog sig af dem i barndommen og jeg vil fra nu af være mere opmærksom på de børn jeg møder. Hvor er det godt at Lisbeth står frem og fortæller sin historie, og hvor er det vigtigt at vi alle sammen holder øjne og ører åbne. Ønsk dig bogen i julegave

I går aftes var jeg til foredrag med Lisbeth Zornig Andersen, formand for Børnerådet.  Hun fortalte om sin nye bog, ”Mit mellemnavn er vrede” og det gjorde hun helt fantastisk gribende. Lisbeths barndom har været helt frygtelig på stort set alle områder, og hun har formået at bryde med familiemønstret i højeste postens. Hun har skrevet bogen i en nøgtern tone og forholder sig loyalt til det hun kommer fra, helt uden skam eller med behov for at give nogen skylden. Hele dagen i dag har jeg gået rundt med tankerne fra i går. Oftere end nogensinde dukker sagerne op i nyhederne og statistikkerne viser at det handler om mere end 120000 børn som lever med omsorgssvigt i familier tynget af misbrug, Mange voksne børn af alkoholikere fortæller at de kan huske en voksen, som tog sig af dem i barndommen og jeg vil fra nu af være mere opmærksom på de børn jeg møder. Hvor er det godt at Lisbeth står frem og fortæller sin historie, og hvor er det vigtigt at vi alle sammen holder øjne og ører åbne. Ønsk dig bogen i julegave

Kender du Lars A.P.? Det gør du sikkert uden at vide det, for det var ham, som skrev en del at teksterne til Polle fra Snave. Jeg var i går til et ”Fucking Flink” foredrag med manden, og det var inspirerende. Han beskrev hvordan han som tosproget (hans mor er amerikaner) oplever, at han faktisk er gladere når han taler engelsk end når han udtrykker sig på dansk. Vi er verdens lykkeligste folk, men alligevel går rigtig mange af os rundt og er ikke super glade. Lars mener, at det hænger sammen med at graden af flinkhed er aftaget med årene. På engelsk findes ordet ”please”, og det er rigtig svært at finde et tilsvarende ord på dansk uden at det får en forkert klang. Venlig er ikke et ord, som føles naturligt på dansk. Lars vil gerne opgradere ordet ”flink” og giver det i dagens anledning (og i den bog han har skrevet) en drejning med ”fucking” foran. Det skal blive sejt at være flink. Flinkhed har det med at vende tilbage, og der er faktisk videskabeligt bevist, at det man bliver glad af at være flink. Kig ind på facebook på fucking flink og få en masse gode ideer (hvis du ikke har lyst til at investere i bogen), og så er det bare om at gå i gang.

I dag er min dag hjemme. For snart et år siden oplevede jeg, at mit arbejde tog alt for meget af min energi. Jeg oplevede at jeg ikke glædede mig til at tage af sted om morgenen, og jeg valgte derfor at gå ned i tid. Det er den bedste beslutning jeg har taget i meget lang tid, og jeg kan kun opfordre dig til at overveje om det kan lade sig gøre, hvis du begynder at føle stressen, kedsomheden eller trætheden melde sig.

I går var jeg gæst ved en dejlig fest. Bryllup og barnedåb. Brud og brudgom var ikke helt unge og uprøvede og selskabet var en blandet flok fra tidligere forhold og familier. En dejlig oplevelse af at livet er et fantastisk sted at være, og at relationer på kryds og tværs kan lade sig gøre. Brudgommen fortalte i sin tale at både han og bruden havde valgt at invitere de mennesker som gennem livet havde været vidner til deres historier, og jeg adopterede med det sammen begrebet ”livsvidner”. Hvor er det vigtigt med mennesker, som har set og oplevet én i forskellige akter af livet, og som kan være med til at sætte ens egne historier i perspektiv…

Så er min hjemmeside klar i et nyt udtryk og jeg er rigtig glad for farver og opsætning. Det har været en speciel oplevelse for mig at føle hvordan jeg har flyttet mig gennem det sidste halve år. Jeg  har skiftet udtryk og er blevet mere klar over hvor jeg skal lægge min energi. Hjemmesiden vil sikkert ind imellem skifte udtryk fremover, for jeg er på vej til at fokusere mere på det som jo er min historie: formidling og undervisning

I går blev jeg kl ca 15.30 ringet op af Jonas, en af mine sønner. Han ville fortælle at det ikke var Johanne, hans lillesøster, som var faldet ned fra tårnet på Roskilde festivalen. Han havde fundet hende og hun havde det godt. Jeg var hos nogle venner og havde ikke hørt nyheden i radioen, men takkede selvfølgelig Jonas for hans omtanke og omsorg og glædede mig over hans kærlige handling.

Kl 0.25 i nat blev jeg ringet op af Johanne. Hun stod ved Holbæk motorvejen i Roskilde og ville gerne hjem. Hun havde arbejdet i burgerbod i 12 timer og hendes venner havde pakket lejren sammen, så nu stod hun træt og alene og ville bare gerne hjem. Hun forsikrede at hun selvfølgelig godt kunne tage toget fra stationen, men hvis jeg havde lyst…..Jeg stod op og kørte til Roskilde mens jeg takkede for at få lov til at hente en sund og rask pige hjem. Jeg sender min dybeste medfølelse til de forældre, som ikke får lov til at hente deres datter…

I april måned gav jeg Kurt to billetter til cirkusrevyen med efterfølgende middag. I går aftes drog vi så af sted mod Bakken. Alt udsolgt og alle pladser var besat, så det var et telt fyldt til bristepunktet med forventningsfulde (voksne) tilskuere. Jeg ved, at mange synes den type underholdning kan være lidt tyndbenet og ligegyldig, men jeg nød underholdningen i fulde drag. Så meget, at jeg i dag har ondt i mavemusklerne. Flere af numrene var så morsomme at tårerne trillede ned af kinderne på mig. Det samme gamle hold af skuespillere gør at der er en genkendelighed og forventning, men på intet tidspunkt ”går der rutine i den”. Af og til er det rart at få grinet igennem, så pyt med det seriøse. Denne omgang Cirkusrevy får min klare anbefaling - en af de bedre

Bagefter spiste vi på Restaurant Dyrehaven, og det var ikke en helt så fantastisk oplevelse. Hovedretten var gammeldags oksesteg med brun sovs, måske en menu jeg ville gemme til efterår og vinter, og især i betragtning af at der intet grønt var på tallerkenen. Kartoflerne var fra glas, waldorfsalaten fra spand, og kødet så mørt, at der ikke var skygge af vitamin e.l. tilbage. Men der var nok og vi blev mætte. Gad vist hvad Bo Beck ville sige til den omgang?  Vi havde en rigtig god aften og Kurt nød selvfølgelig en stor is på vej til bilen…

Så er der gået sommerferie i systemet og jeg nyder haven og solen. I går havde jeg lige netop energi til at læse Hillerød posten og da Allerød Nyt lå lige ved siden af tog jeg den med. På sidste side var et indslag om studenterne fra Allerød Gymnasium og et kort referat af rektors tale ved translokationen, og hun havde talt over emnet vanetænkning. Hun citerede Henry Ford som har sagt om mennesker generelt, at vi er så bundne af vaner, at vi har virkelig svært ved at tænke nyt. ”Hvis jeg havde spurgt folk, hvad de virkelig kunne tænke sig, så havde de sagt : hurtigere heste”.

Det synes jeg er et fantastisk citat. Tænk hvad vi går glip af fordi vi har så svært ved at tænke ud af boksen. Hvis vi ikke tør drømme og tænke forandring sker der ingen ting og vi ender der hvor vi er. Når først tanken er tænkt handler det om at holde fast i den, for der er ikke nogen ide som ikke kan føres ud i livet. Tænk på flyvemaskinen, Disneyland, hjulet og alle de andre fantastiske ting vi omgiver os med…Nogen har turdet..

I går blev Johanne færdig med HF fra Det frie gymnasium og vi fejrede det i går aftes med familien og lækker grillmad her hjemme i haven. Tænk hvor dejligt at stå der med ”rosinen i pølseenden”, den lille pige, nr 5 i søskendeflokken, som nu pludselig er blevet en voksen pige med den flotte hvide hue på hovedet. Da jeg stod der fik jeg pludselig fornemmelsen af selv at have været til en slags eksamen. At følge sit barn gennem 12-13 års skolegang med både op og nedture har været en læreproces for mig som mor, og at vores forhold i dag er godt ser jeg som et synligt bevis på processen. Noget af det jeg har lært er at det ikke altid handler om at få ret. I diskussioner kan det næsten aldrig betale sig at bruge kræfterne på at få sin vilje. Jeg har lært, at det i langt de fleste tilfælde er et meget bedre trick at bruge det gode råd jeg fik en gang: hellere være glad end få ret. Min oplevelse er, at når dit barn når teenagealderen er det for sent at opdrage og det nytter ikke at skælde ud. Slug nogle kameler, bevar dialogen og hold ud…Jeg oplevede i går at jeg bestod. Så må der alligevel være noget vi som opdragere har gjort til topkarakter.

Så er jeg hjemme efter en fantastisk uge på en sejlbåd i det sydlige Tyrkiet. Vi var 4 voksne tæt sammen på få kvadratmeter, og ud af de mange rene bluser og underbukser, var det få stykker tøj, som kom op af kufferten. Jeg har til gengæld rigtig mange gode oplevelser med hjem.

Lidt mærkeligt at jeg altid har taget en lille smule afstand fra Tyrkiet som rejsemål. Jeg har nok som så mange andre forbundet landet med islam og manglende menneskerettigheder, men jeg blev meget positivt overrasket. Befolkningen er umådelig gæstfrie (vi fik serveret adskillige kopper æblete og tyrkisk kaffe) selvom de bestemt ikke er rige, og vi blev alle steder mødt af smil og imødekommenhed. Vi lejede bil og kørte 2 dage ind i landet hvor vi besøgte nogle fantastiske historiske steder. Naturen er afvekslende fra golde bjerge til frugtbare marker og vejret er fantastisk på denne årstid. En ting jeg er rigtig glad for, er at have fået kigget på en af mine mange overbevisninger, så Tyrkiet helt sikkert et af de steder jeg gerne vender tilbage til.

For en uge siden gik vores vaskemaskine i stykker midt i en vask. Døren kunne ikke åbnes, og i instruktionsbogen kunne vi se at fejlkode f13 betød fejl i en elektrisk funktion. Da det var Kristi Himmelfarts dag måtte vi vente med at kontakte service til mandag, og da jeg endelig kom igennem på telefonen var beskeden, at nettet var nede. Jeg forsøgte flere gange i løbet af formiddagen og ved middagstid kunne jeg så få lov til at bestille en servicemand. På et nyt nr kunne jeg ringe og få oplyst hvornår vi ville få besøg, og nu var min tålmodighed ved at være opbrugt. Jeg ringede op, og fik en imødekommende stemme i røret. Hun var frygtelig ked af at der ville gå 14 dage før servicemanden kunne komme forbi os. Da jeg fortalte om tøjet i maskinen og vores ferie som vi skal af sted på i morgen, spurgte hun interesseret hvor vi skal hen og virkede i det hele taget oprigtig interesseret i at hjælpe. Hun foreslog at jeg lå klar på hendes skrivebord så jeg kunne komme ind på et afbud, og i dag har servicemanden været forbi og fikset maskinen. Hele denne lange beskrivelse for at fortælle hvor meget en sød og imødekommende stemme i røret betød for mig i den håbløse situation. Tænk hvis vi kunne huske os selv og hinanden på at være imødekommende og åbne i mødet med andre mennesker. Hvor ville det gøre hverdagen lettere og få mange svære situationer til at svinde ind….

Når jeg sætter mig ved min computer for at arbejde går der altid et par minutter med at vente på at den er klar. Jeg har sat en af mine små huskesedler, en gul memo, på toppen af skærmen så den er det første jeg ser. Jeg læser så ”jeg modtager alt hvad jeg har brug for i rette tid, på rette sted og i rette orden.” Indtil skærmen er klar giver jeg mig selv tid til at reflektere lidt over ordene og på den måde bliver ventetiden til en lille meditativ pause, som give ro i stedet for den utålmodige venten, som tit øger stressen. Det kræver øvelse at overbevise sig selv om rigtigheden af ordene, men når de først synker helt ind giver det en fantastisk frihed. Så handler det ”bare” om at give slip..

I fredags fyldte Majorgården 18 år og sædavnen tro blev der holdt en stor fødselsdagsfest med telt i gården. Patientforeningen Thors Hammer stod for en del af det praktiske arbejde med opstilling af borde, stole, kaffebrygning og alt det andet, og da kl blev 14 ”væltede” 200 glade festgæster ind på pladsen. Jeg oplever gang på gang, at der er en hel speciel stemning blandt mennesker, som har været så langt ude at der ikke har været noget alternativ til at gå i behandling. Et fællesskab, som virker mere ægte end forsamlinger hvor den festlige stemning måles på hvor mange liter fadøl der kan drikkes. Med fare for at lyde lidt ”hellig” vil jeg tillade mig at vende den gamle overbevisning om at” man sagtens kan holde en fest uden alkohol, men stemningen bliver derefter”. 360 grader rundt. Jeg har oplevet det modsatte. Tak for en dejlig dag:-))

Så er sommeren kommet og med åben havedør kan jeg høre utallige fuglestemmer farve dagen. Maj måned har været en måned hvor der er sket rigtig meget.

Tirsdag d. 4.5. var jeg til et fantastisk foredrag med Bruce Lipton i København. Det var et af de bedste foredrag jeg har hørt, og tog derfra med en viden som er med til at forklare basale sammenhænge for mig. Signalstoffer styrer cellernes udvikling, og disse signalstoffer kan deles op i 3 kategorier:

Tænk at skabe så megen glæde på så enkel en måde. I dag stod jeg ved parkeringsautomaten sammen med en ældre herre. Jeg havde bare et kort ærinde, og havde lige kommet en 5’er i automaten, da der kommer en ældre dame i fuldt firspring viftende med armene. Hun når hen til os og beklager at hun ikke nåede frem før jeg havde trukket min billet. Hun havde nemlig 2 timer tilbage på sin billet og havde lyst til at forære resten af tiden væk. Jeg fortæller, at jeg kun har et kort ærinde, så det er helt fint at manden bag mig får hendes ”tid”. Han bliver SÅ glad, først over at jeg bare giver tiden videre, og så over at nogen kan finde på at være så venlig. På vej hen til kvindens bil kan jeg høre, at de samtaler om det fantastiske i sådan en gave og begge stråler.

Det er lige før jeg overvejer at komme flere penge i automaten næste gang jeg skal parkere bare for at få lov til at give resttiden væk, når jeg henter bilen. Det er da en billig måde at glæde andre på..

Jeg er så taknemmelig for at jeg har mulighed for at arbejde på halv tid. Det giver mig en mandag, som jeg selv kan bestemme over, og i morges sang fuglene og solen skinnede. Jeg vågnede før vækkeuret og besluttede at tage løbetøjet på. For 14 dage siden begyndte jeg så småt at genoptage min gamle rutine med løb, og da det nu er et lille år siden jeg lagde vanen vær (til fordel for fitness) var jeg helt ude at trit. Jeg kunne ikke løbe de 5 km jeg plejede, og den kortere rute var jeg nødt til at afbryde med gang op til flere gange. Øv. I stedet for at ærge mig, besluttede jeg at tage det stille og roligt, erkende at jeg ikke længere er 20, og glæde mig over de små fremskridt jeg har kunnet mærke. I dag løb jeg hele ruten med kun ét stop. Fantastisk. jeg er tilmeldt DHL i erfteråret og har ærlig talt været lidt bekymret for om jeg kan klare det, men i dag er bekymring til glæde vendt. Alle kan lære at løbe. Start i det små, løb/gå den samme rute i starten så du kan mærke fremskridtene og hold ud. det lønner sig. 

I dag har jeg besluttet at tage en plasticpose med på min næste tur i skoven. Med fare for at komme til at lyde som en gammel mavesur tante vil jeg have lov til at undre mig over, at voksne mennesker sviner omkring sig som de gør. At det ikke kun er børn, der smider affald kræver ikke den store detektiv hjerne, for en stor del af affaldet er cigaret skodder og tomme pakker. Og en ting som jeg slet ikke forstår, er de sorte hundelufteposer, som åbenbart er fyldt, for så derefter at blive efterladt i græsset. Hvorfor så ikke lade hundelorten ligge? Den forsvinder da med tiden.

Jeg er blevet enig med mig selv om at det bedste nok er at fjerne affaldet. Så er jeg fri for at kigge på det, og andre vil så også kunne glæde sig – håber jeg. Den gamle cykel, som er smidt i søen vil jeg nu nok lade ligge, så fortsat bliver mine daglige ture ikke helt fri for undren over den menneskelige adfærd

I går aftes var jeg i København og var så heldig at finde en parkeringsplads tæt på mit bestemmelsessted, men lidt for tæt på en sidevej. Jeg ringede hjem for at høre om Kurt lige vidste hvor mange m., og han kunne fortælle ”mindst 10 m. fra udkørsel”, så det var det. Jeg spottede et hul, præcis stort nok til mig og bilen på den modsatte side. Jeg svingede rundt, parallel parkerede og var rigtig godt tilfreds med mig selv. Indtil 2½ time senere.

Da jeg kom tilbage til bilen sad der en af den slags girokort, som leveres i en lille plasticlomme. 510 kr. Jeg havde betalt parkeringsbillet, så jeg undrede mig indtil jeg læste den lille lap med forklaring. Jeg holdt for tæt på en cykelsti-udkørsel. I bilen foran sad også en bøde og han holdt foran den lille nedkørsel fra cykelstien. Der var ingen skilte, så hvordan skulle jeg vide at der var en udkørsel? Mens jeg kørte hjem overbeviste jeg mig selv om at jeg var ”uskyldig”, og jeg besluttede at prøve at ringe til nummeret bag på girokortet for at forklare. De måtte da kunne forstå at jeg ikke havde haft en chance for at se udkørslen.

I går var jeg én af de 36.600 tilskuere, som overværede kampen om danmarksmesterskabet i håndbold mellem AG og Bjerringbro-Silkeborg i Parken. Ikke fordi jeg er særlig håndbold interesseret. Faktisk siger sport mig ikke noget særligt, men min mand havde inviteret mig med og lovet en middag i Tivoli bagefter. Stemningen var der bestemt ikke noget i vejen med, lydniveauet var højt og spillerne gjorde hvad de kunne, men jeg måtte alligevel konstatere, at jeg ikke dur som fan. Jeg har det sådan med spil, at når jeg kan se at nogen er ved at tabe, ja så synes jeg det er synd for dem. Alt var i går sat op til AGs klare fordel, og gæsterne fra B-S blev næsten ikke set. Jeg forstår godt, at det er hele pointen i sporten, men må så bare konstatere endnu en gang at det ikke er noget for mig. Middagen i Grøften var til gengæld superlækker, og vi var oven i købet så heldige at dele den med to rigtig hyggelige mennesker. Alt i alt en dejlig eftermiddag/aften, men Kurt må gerne gå alene næste gang der er håndbold.

For et par dage siden skrev en af mine venner på facebook, at han er glad og rørt over at hans voksne børn har inviteret ham til Berlin til koncert. Jeg fik ikke kommenteret på hans statusopdatering, men har et par gange siden tænkt på at ville gøre det. Jeg var for tre uger siden i Istanbul på forlænget weekend med min tre voksne børn, og jeg nød det i fulde drag. At de gider at bruge deres til og opmærksomhed sammen med mig gør mig glad og dybt taknemmelig, så jeg forstår min vens glæde. Som ekstra bonus når man lever i en sammenbragt familie gav det både mig og mine børn mulighed for at være i den relation 100%. Min mand tog en uge før en fodboldtur med sine to drenge og oplevede det samme, så den anbefaling er hermed givet videre. Det er selvfølgelig ikke alle der har økonomisk råderum til den slags udskejelser, men det handler vel ikke kun om at komme langt væk. Min pointe er at gøre noget særligt, som giver fælles oplevelser og gerne over lidt længere tid.

At jeg er så heldig at have min forældre endnu, giver mig så anledning til at bruge min taknemmelighed i den relation. Hvorfor skulle de føle anderledes end mig?

I går aftes hørte jeg med et halvt øre lidt af udsendelsen om Flemming Østergaard og satte mig så for at se resten. Jeg er selvfølgelig ikke den eneste, som synes han er lidt af en original og helt speciel, men det er ikke tit en mand i hans position virker troværdig, når han fortæller om sit livssyn. Han bruger aldrig tid på nederlag og negative tanker, og formår at leve efter den simple regel, at han hver dag fra morgenstunden beslutter, at den kommende dag skal blive den bedste i hans liv.   

Tænk hvis vi alle sammen besluttede at gøre det. Så ville vores arbejdesplads være fyldt med glade mennesker og smil.

Onsdag er min fridag fra skolen og i dag har jeg faktisk ikke haft noget som helst jeg skulle nå. Jeg gik en lang tur med Pico, cyklede en tur, daskede rundt i Slotsarkaderne og fik købt ind på vejen hjem. Jeg er egentlig meget god til at holde fri, men af og til er der en lille snært af dårlig samvittighed. Hvordan kan jeg være så heldig at få lov til bare at går og fise den af? En af de ting jeg skal lære i denne tilværelse er helt sikkert at nyde at være i nuet uden at skulle handle, og en rigtig god måde at træne denne dicsiplin er i haven. Jeg løb først en tur og gik så i haven for at luge og grave lidt. Her opdagede jeg, at der i en af de to redekasser vi har sat op er en musvit familie flyttet ind, og de har fået unger. Jeg kunne høre de larmede når de voksne krøb ind gennem hullet. Jeg lagde mig på ryggen på plænen, lukkede øjnene og lyttede til ungerne, som skreg på mad. Det er simpelthed i haven det hele foregår....Jeg oplevede i et kort øjeblik at alting stod meget klart. Kender du det?

Som jeg vist har skrevet er jeg godt i gang med bogen "Ren krop - Sund Krop" og den er fantastisk spændende. Egentlig handler den om det mad vi putter i munden,  men forfatteren Alejandro Junger, som er uddannet læge arbejder med kombinationen af vesterlandsk medicin og alternative behandlingsmetoder, og han understreger gang på gang hvor stor betydning sindet har for vores trivsel. Du kan ikke spise dig rask hvis du er fyldt med skyld og skam, og den tid vi bruger på at beklage os er som at skyde os selv i foden. 90% af tiden beklager vi os over alt og alle. regeringen, vejret, arbejdet, benzinprisen osv. Beklagelser er langt fra altid indlysende og ofte er de tilsløret så de måske kommer som en vittighed . Han forklarer, at negative følelser skaber indre uro der fremkalder en slags pres, og så fungerer beklagelser som udstødningen på en bil. Og de forurener omgivelserne mindst ligeså meget. Beklagelser er giftige for de mennesker der lytter til dem og bliver optaget i kroppen som sådan.

Personer, der beklager sig, og dem som bakker dem op, føler sig næsten altid tomme inden i. Hvis du gerne vil opleve glæde og være med til at stoppe forureningen er det et godt sted at starte. Stop beklagelserne og brokkeriet og læg mærke til din trivsel. Den bliver garanteret bedre...